Hvad er healing?

At heale betyder at helbrede og skabe balance ved hjælp af energi, at bringe mennesket i kontakt med sin helhed fysisk, følelsesmæssigt, mentalt og åndeligt.
Healing kan bruges til mange ting
Det er ikke kun syge mennesker eller mennesker med ubalancer der kan have gavn af healing, men også raske og velfungerende mennesker kan bruge healing i forbindelse med selvudvikling.
Den følelsesmæssige tilstand betyder meget for det fysiske velbefindende. Den energi der tilføres under healingen, kan også bruges til at fremme positive sider og kreative egenskaber.


Ældgammel behandlingsform
Healing er en ældgammel behandlingsform, og der findes mange forskellige former for healing. Dog er der det fællestræk for al healing, at det er en kanalisering af udefra kommende energi, og at healeren arbejder med: "det hele menneske ". Det vil sige, at man ønsker at finde den virkelige årsag til en ubalance frem for at behandle symptomet.
Når et område hos en person er i ubalance, betyder det, at der er en blokering i et energifelt at energien ikke flyder frit men langsommere eller måske næsten er gået i stå. Det kan der være fysiske årsager til, som f.eks. operationer, slag, smerter, sygdomme eller lignende.
Men en blokering kan også have en psykisk årsag, en problematisk opvækst, uhensigtsmæssige restriktioner, chok, traumer, følelsen af forladthed eller stress er alle typiske påvirkninger der kan give blokeringer.
Jo flere blokeringer et menneske har, jo sværere vil livet se ud for den person der har blokeringerne. Det vil være vigtigt at få sat lys på de områder der er i ubalance eller få gjort problemet synligt således at de vanskeligheder der er, kan bearbejdes, så energien igen kan flyde frit og personen ikke længere skal tumle med det problem.

Hvordan foregår det
Når jeg healer her i klinikken, foregår det oftest ved, at du sidder på en stol eller ligger på briksen.
Jeg beder om hjælp og beskyttelse og går i en lettere trancetilstand.
Jeg bruger mit klarsyn og dit åndedræt  til at identificere ubalancer og guides herefter af mit åndelige netværk af hjælpere til at give dig den healing, der der vil gavne dig mest.
I trancen får jeg beskeder til dig og redskaber, der skal hjælpe dig yderligere fri.
En healing kan virke meget forskelligt fra gang til gang ( Se mulige reaktioner i skemaet). En healing varer ca. 20 min.
Vi afslutter med at samtale om det der er foregået og dine oplevelser under forløbet.

Jeg er medlem af Healer Ringen og RAB godkendt af Sundhedsstyrelsen som Clairvoyant Healer