|
Kontakt til din skytsengel
Øvelse til at kanalisere sin skytsengel At få åbnet op til sin skytsengel er en meget glædefuld og lykkelig oplevelse, når først man mærker den kærlige nærværelse og begynder at få bekræftelser på den vejledning, man modtager. Og det skal siges, at alle kan lære at kanalisere. Den følgende teknik kan du bruge til at åbne din kanal, så du igen kan blive din egen uafhængige autoritet og selv skaffe dig de nødvendige informationer, som du har behov for.
Den ydre forberedelse Udfør øvelsen i et lokale, der er helt fri for enhver form for forvirring, hvor du har det godt, og hvor du ved, at du ikke vil blive forstyrret. Gør det til et helligt ritual med smukke ting omkring dig, der bringer dig glæde og indre fred, såsom blomster, krystaller, stearinlys, billeder af engle, mestre etc. Hav en blok og kuglepen liggende foran dig, så du kan skrive svarene ned, efterhånden som du får dem. Prøv ikke at huske dem, da de som oftest forsvinder lige så hurtigt ud igen, som de er kommet ind.
Den indre forberedelse Start med at rense dig selv og lokalet. Visualisér f.eks. en sol, der stråler og roterer i dit hjertechakra. Mærk, hvordan solen nu deler sig i to, som går hver deres vej. Den ene sol renser dine nedre chakraer og den anden sol dine øvre. Din kanal er nu helt åben og klar. Se solene mødes i dit hjerte igen, hvor de i perfekt harmoni atter smelter sammen og bliver ét. Se derefter, hvordan solen i dit hjerte stråler ud gennem dit legeme og hele lokalet med en gylden kraft, der brænder al negativ energi væk. Meditér en kort stund og bliv fuldstændig afslappet. Påkald derefter din skytsengel og sig til ham/hende, at du nu vil foretage en kanalisering, og bed om hjælp til at få det optimale ud af dit eksperiment.
Teknikken Formuler mentalt et spørgsmål til din skytsengel, så klart, præcist og ærligt som overhovedet muligt. Vær helt dig selv. Når dit spørgsmål er formet, skriver du det ned på blokken foran dig, sætter dig godt til rette og lukker øjnene. Forstil dig så, at du sender dit spørgsmål fra dit hjerte til din skytsengel og fokusér herefter på punktet midt inde i hovedet ‐ på pinealkirtlen. Her opfanger vi nemlig de meddelelser, som vi modtager fra den åndelige verden. Forestil dig eventuelt dette punkt som en flydende krystalessens. Prøv at gøre din hjerne tom, men tillad tanker at opstå, for det er som regel igennem tankerne (og følelserne), at vore skytsengle kommunikerer med os i starten. Senere kommer der måske ord, sætninger og billeder sammen med tankerne og følelserne. Vær parat til at skrive de ting ned, du får igennem. Når du ønsker at afslutte, så husk at sige tak til din skytsengel for dét, du har modtaget ‐ og husk, at øvelse gør mester!
Rigtig god fornøjelse I Kærlighed Helle Nemborg
|